Ny EU-bevilling skal undersøge forbindelsen mellem nyrer og hjerne

Omkring 750 millioner mennesker verden over lever med kronisk nyresygdom. I Europa gælder det mere end 80 millioner mennesker, og blandt patienter, der modtager hæmodialyse, anslås 30 til 60 procent at have en form for kognitiv svækkelse.
Nu skal det europæiske forskningsprojekt MOMENTUM undersøge sammenhængen mellem sygdom i nyrerne og forandringer i hjernen. Projektet modtager seks millioner euro, svarende til godt 45 millioner kroner, fra EU’s Horizon Europe-program.
Lektor Eugenio Gutiérrez-Jiménez fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet deltager i projektet. Hans forskningsgruppe skal blandt andet undersøge blodforsyningen til hjernen og samspillet mellem nerveceller og blodkar.
”Bevillingen er et stort skridt for min unge forskningsgruppe. Den giver os mulighed for at undersøge, hvordan kronisk sygdom kan bidrage til udviklingen af kognitiv svækkelse og demens, og styrker samtidig vores internationale samarbejde,” siger Eugenio Gutiérrez-Jiménez.
Aarhus Universitet modtager knap 3,4 millioner kroner af bevillingen. Pengene skal blandt andet finansiere en ph.d.-studerende.
Målet er på længere sigt at bidrage til tidligere opsporing og bedre behandling af patienter, der udvikler kognitive problemer. Projektet løber over fire år fra juni 2026 og samler forskningspartnere fra ti lande.
Faktaboks:
- MOMENTUM modtager seks mio. euro fra Horizon Europe.
- Det svarer til godt 45 mio. kr.
- Aarhus Universitet modtager knap 3,4 mio. kr.
- Projektet undersøger sammenhængen mellem kronisk nyresygdom og kognitive problemer.
- 30-60 procent af hæmodialysepatienter anslås at have kognitiv svækkelse.
- Forskningsprojektet løber i fire år fra juni 2026.
- Partnere fra ti lande deltager.






Accepter kun nødvendige cookies